Lidt om mig selv og min kunst

Mit navn er Peter Skov Nielsen, og jeg er 55 år.

Jeg kan godt lide at bruge mine hænder og evner til noget kreativt, og allerede i folkeskolen og gymnasiet havde jeg mange gode timer i formningslokalet.

Siden tog jeg uddannelse som ingeniør og begyndte i min fritid at løbe orienterings- og langdistanceløb med deltagelse i flere marathonløb i Europa. Disse aktiviteter levnede ikke megen plads til det kreative.

I 1994 fik jeg en kronisk skade i achillesenerne, som en gang for alle satte en stopper for langdistanceløb. Derfor genoptog jeg min interesse for det kreative. Først med croquis tegning og siden med skulptur og især oliemaleri.

Peter Skov Nielsen

Idéen bag mine malerier

Jeg har altid været optaget af mennesker i bevægelse. Mine oplæg / idéer til malerierne finder jeg i bøger, tidsskrifter, aviser og på internettet.

Jeg arbejder gerne med varme farver og sammenhæng i farvefladerne. Dramatik og intensivitet skabes ved at opbygge stærke kontraster mellem lys og skygge. For at give maleriet harmoni for beskueren, anvender jeg bevidst det gyldne snit, således at beskuerens øje "falder til ro".

Nogle af mine seneste malerier har jeg givet en mere utraditionel beskæring som f.eks. at udelade en del af personen. Desuden arbejder jeg med 2 billeder i det samme maleri for at give beskueren en mere intens oplevelse.


Kunsten giver glæde og energi til mit liv

Jeg betragter mig selv som fritidskunstner.

Jeg nyder den mediative proces, det er at male et maleri, eller at forme en skulptur. 

Skitsetegninger giver mig fornemmelsen af form og proportioner som jeg bruger i den skabende proces.

Det for en stund at fordybe sig i skabelsesprocessen virker afstressende og opladende i forhold til mit professionelle job som senior-projektleder i det rådgivende ingeniørfirma Sweco A/S.

Det giver mig ny energi når jeg får konstruktiv sparring fra andre kunstnere under skabelsesprocessen og ved kommentarer fra de besøgende ved udstillinger. 

En af de sidste nye malerier - 2014